Paradox of emancipation

(1980 geschrieben als ich 28 war) • Juli 2019: Bitte auf Übersetzung warten

VII.A4 My second satori and God's reception of me

And then something like this happened morning 11. december 1980:

[ edit june 2019: Rajneesh' 49. birthday (7 x 7)• click image! ]

I became aware while still "sleeping" - which actually is wrong, but I saw that I slept ! - And this is a very strange feeling. For me it was a different experience than the meditative state, even though it is a meditative state. The paradox is that I somehow witnessed that I slept, I was 'aware' that I was sleeping and (transcendence) I was witnessing that I was 'aware' that I was sleeping !!

And at the same time, I witnessed all my thoughts on the problem of 'the moment', time and infiniteness. And then suddenly (I do not know time, when it happened: whether it was during sleep, in the transition from sleep to waking state or in the waking state. But if I were to describe AS I EXPERIENCED IT, then it was in the merging of these 'THREE MOMENTS'):

Jeg så et eller andet, jeg ved ikke hvad, men jeg havde en fornemmelse af at have set DET. Det var ikke et stærkt lys, som jeg har beskrevet tidligere i min voldsomme samadhi-perception

[ edit june 2019: the following was NOT written on same piece of paper ]

Det er med vilkj, at jeg ikke skrev videre på forrige side, fordi da jeg var kommet til det sidste tryk på skrivemaskinen, skete noget, som jeg nu vil prøve at beskrive og samtidig føler fantastisk vanskeligt at udtrykke i både prosa og vores dualistiske sprog.

Pludselig græd jeg intenst. Jeg kunne ikke sidde ved skrivemaskinen længere. Jeg har oplevet dette før, men det ændrer ikke oplevelsens intensitet og kvalitet og følelsen af, at nu kan jeg ikke gøre andet end at overgive mig. Gråden bare væltede ud af mig, og jeg lagde mig på sengen. Men det var ikke den normale gråd som beskrives med sorg over noget bestemt. Det var alle mulige forskellige følelser samtidigt og skiftevis.

Det var som at blive ramt af noget, som ikke er af denne verden og alligevel er det, fordi det netop kan opleves. Jeg græd og græd hele tiden, det blev dybere og dybere og jeg prøvede bare at være det, at være vidne til det skiftevis. Jeg var bange, jeg var lykkelig for at mærke dette eller hvad man nu skal kalde det. En energi, der piblede inde i mig. Netop noget som jeg har kaldt transcendent. Jeg var angst og lykkelig samtidig, jeg kaldte på Bhagwan flere gange i både angst og lyksalighed. Nogle gange tænkte det i mig: 'Hvis du kan give helt slip nu, så er muligheden der, det er nu muligheden er der', men jeg kunne ikke give mere slip, men det gjorde heller ikke noget, for det var så smukt bare at være der.

Lige nu sidder jeg osse og græder og tårerne løber bare ned af kinderne og fingrene finder forhåbentlig de rigtige taster, da jeg for bare tårer hverken kan se tssteme eller papiret. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det er det eneste, der er at sige om det. Det er så smukt som alting tilsammen jeg kender. Det er der bare, uden noget som helst. Og hver gang jeg oplever det, er jeg bare dybt tanknemmelig. Intet andet. Hvad kan man ellers være, når man oplever noget af det smukkeste, der selv overgår den menneskelige jordiske kærlighed, som den normalt er.

Jeg var igen i min angst stammende fra 6 ætermaske-bedøvelser, som jeg fik som tre-årig pga. mellemørebetændelse, men denne gang var det ligesom at være lige før døden og samtidig være på den anden side af døden. Jeg kunne mærke, at hvis jeg gik eller blev ført helt over på den anden side, så ville det være smukt og ligemeget. Og selv om jeg ikke blev ført helt over, var det også ligemeget, men det var så smukt at mærke kontakten med denne tillid, tryghed, enhed og hvad ved jeg.

Og så synes jeg, at det er så smukt at sidde og skrive om det midt i de dybeste filosofiske overvejelser, som et menneske overhovedet kan gøre sig og opleve. Disse to ting passer så smukt sammen. Den højeste form for tænkning og den højeste form for perception og følelse. Det er som slangen, der bider sig selv i halen, lyset, der til sidst ser sig selv efter en lang rejse i en ukendt verden, hvor alt ser så uforeneligt ud. Og så pludselig er det hele sammen i en enkelt perception, og det er ikke en gang nogen perception, for opleveren er der heller ikke længere. Oplevelsen, lyset, glimtet af sandheden er der. Og så er det slut, lyksaligheden forsvinder i sin egen modsætning eller hvad man nu skal kalde det.

Det må have været nogenlunde sådan en perception, jeg havde den anden morgen, og jeg er så glad for at jeg har været i stand til at formulere det i håbet om, at andre kan få del i det, jeg har set og oplevet. Og hvis læseren bare har fået en lille bitte fornemmelse af det, der står mellem linierne, så er det smukt, og hvis han eller hun ikke har det, så er det også smukt. For der er ikke noget at forstå i sidste instans, bare væren.

Ikke engang et digt kunne udtrykke det, for digte opdeler også i det ene og det andet. Da jeg efter oplevelsen for nogle dage siden alligevel ikke med det samme kunne formulere det i erkendelsesteorien, endte jeg med den fornemmelse eller tanke, at måske er det spirituelle lys blot den oprindelige energiform, og den udtrykker sig i tre planer og det er netop de tre planer, som jeg fik øje på hele tiden. Så det fysiske lys var måske blot det oprindelige lys' udtryk i den fysiske verden, og det må være derfor at atomfysikken roder sig ind i unødvendige overvejelser om lysets hastighed osv. Einstein har måske været tæt på - jeg har ikke læst Einstein - men han kunne ikke få det til at gå op i en højere enhed.

Men det må kunne lade sig gøre med denne erkendelsesteori nu. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har følelsen af at være givet den gave, at blive en af dem, der bidrager til ikke alene den sande erkendelsesteori, men en, der er givet nogle intellektuelle gaver, som sætter mig i stand til at formulere det i et forståeligt sprog for vesten, selv om det har været sagt af tusinde andre før mig. Mest af oplyste Mestre og/eller af deres disciple.

Det er en besynderlig fornemmelse at sidde alene (ingen andre har læst dette endnu) og føle, at her er sandheden i det mindste i teorien. Flere tusind års filosofi, og så skulle det gives mig den mulighed som gave. Jeg mangler fuldkommen ord, thi de burde være våde af mine tårer, de burde udstråle et lys med regnbuens farver, de burde kunne føles, fornemmes med den samme intensitet, som jeg netop har følt og stadig føler i og uden for mig. Eller de burde have den samme poesi og musik, som jeg kun kender den fra Bhagwans mund og hjerte, fra hans væren som personlig repræsentant for det højest opnåelige. Den samme energi og følelse havde jeg også, da jeg næsten forsvandt, da jeg sad foran ham og 'tog sannyas', som vi kalder det at blive hans discipel.

Og nu er det hele slut, det hele forsvandt i sit eget paradoks, paradokset der hele tiden var der for at udfordre mennesket til paradoksalt nok at finde løsningen via paradokset osv. osv.

I de sidste tre dage siden min virkelige satoriperception er det lige som om det hele er gået så hurtigt, at jeg ikke har været der. Det er som om min hele existence har været på sit højeste optimale højdepunkt og samtidig har det været en blid vuggesang, en sød musik med bjældeldang, ord er fattige, gid jeg kunne digte det mest smukke og paradoksale digt om den evige kærlighed, som vi alle længes efter dybt i vore hjerter.

Og den er så smuk, så smuk, først nu forstår jeg, hvorfor alle oplyste personer ikke har kunnet beskrive det med ord. Det er som om kærlighedens store lysende livmoder blot hele tiden står parat til at tage imod dem, der tør se sig selv, der tør spejle sig selv i det guddommelige lys, i dødsangstens helvede, i det tommeste mørkeste mørke og de stormfulde højder og dybder.

Jeg ved ikke, hvad jeg skriver, jeg skriver blot, som mine tanker vil, som det vil, lad det blot ske, som det vil, der er alligevel ingen problemer, thi problemet var mig selv, min computer osv.

Jeg har tit tænkt på de sidste to tusinde års lidelser pga. kristne magtbegærlige eller uforstående præster.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor meget det har betydet for hele den kristne verden, at nogle få med vilje eller uvilje forbrød sig mod Jesu' udtalelser, forvrængede dem, fuskede med oversættelsen fra aramæisk osv. Påførte millioner tabuet om sex, døden og egoet, som aldrig var der. Sex er livets kilde, vi fødes af sex. Døden er egoets død. Egoet, der aldrig var der lige fra starten. Og døden, der heller ikke var der. Hvis de har kunnet forstå, at Jesus som alle andre oplyste personer og Mestre nødvendigvis har måttet tale i et paradoksalt sprog og hvis de har forstået, at egoet og døden aldrig har eksisteret, så må de have været lynende intelligente i den mest negative betydning af ordet.

Tænk, hvad dette har medført.

Marx og Hegel må have været tæt på løsningen. Og Marx var desværre så tæt på, at han kom til den stik modsatte løsning, nemlig at det ydre objekt må laves om, at egoet eksisterer osv. Marx var superintelligent, han viede det meste af sit liv til at give de undertrykte et teoretisk middel til deres frigørelse og desværre blev resultatet millioner af menneskers indespærring i kommunistiske lande, de undertryktes kamp mod de ydre objekter.

Og Einstein må også have været tæt på løsningen og hans resultat - som han lige før sin død dybt fortrød og ønskede at kunne gøre om, hvis det havde været muligt - han gav løsningen til gåden om atombomben, som nu truer at sprænge selve existenceen i luften tilbage til det oprindelige lys, truer med at volde infinitee lidelser osv. Og han gjorde det også i bedste mening.

Men Marx gav mig 2-3 års intense studier af hans (som han havde lånt af Hegel) dialektiske logik i fremstillingen af KAPITALEN i vareanalysen, denne intelligente, men desværre svært forståelige fremstilling, som nu marxisterne stadig skændes om, fordi heller ikke Marx kunne tage det nødvendige spring op på den paradoksale logiks tænkning.

Jeg startede min søgen hos Marx, vendte mig til psykoanalysen (Freud, Reich og senere Jung), mandebevægelsen, psykoterapien, AAO og selvfremstillingsgmppeme og endte hos Bhagwan, hvor jeg pludselig en dag i Poona: 'Her er mit hjem.'

Og nu er jeg yderligere i teorien og i computeren kommet hjem, en meditativ fred er jeg mere og mere, jeg føler, at nu er alle problemerne forsvundet undtagen problemerne med at få budskabet videre, men det er heldigvis ikke noget større problem, thi jeg har fortalt mine nærmeste venner at bringe det videre, hvis jeg forlader min fysiske krop eller selv får vanskeligt ved at bringe det til verden.

Så mit teoretiske og perceptionsmæssige resultat blev paradoksalt nok de to mest revolutionerende mennesker, jeg har mødt i mit liv: Marx og Bhagwan i en paradoksal enhed. Marx gav mig evnen til den vanskelige tænkemåde og Bhagwan gav mig kærligheden, meditationen og den teoretiske indsigt med sit intelligente PARADOKSALE KUNSTGREB mellem tænkning og perception. Og hele indsigten blev skabt af satori-oplevelsen på Bhagwans fødselsdag i de stille morgentimers fredelige vågnende søvn i eet eneste øjeblik, hvor computeren eksploderede efter tre ugers arbejde, som den ikke kunne løse. Og da den havde set det, så den paradoksets eget paradoks. Og nu forstod den det hele.

næste side


© and translation 2019-2020 by Michael Maardt